Hans – Doven hund extraordinaire

Så er jeg endelig færdig med morfologieksamen for denne gang. Når jeg nu skriver endelig er det egentligt ikke fordi opgaven var så svær. Det har taget 4 dage fra start til slut, men det burde slet ikke have taget så lang tid. Det er nemlig ikke opgaven skyld, men helt og holdent min egen. Jeg har nemlig ødslet min tid bort. Jeg fik lavet en god portion torsdag eftermiddag, men derefter styrtdykkede moralen. Jeg havde jo masser af tid.

Det hele startede med at Mette Frost fra min gang holdte afskedsfest, fordi hun skulle flytte fra kollegiet til Grønland – og man har da krav på en god fest når man skal flytte et sted hen hvor der er så mørkt og koldt. Opofrende som jeg nu engang er, var jeg jo nødt til at deltage. Der var masser af øl og vin til festen, men jeg forstod at nære mig, da jeg mente at jeg skulle udvise lidt ansvarlighed, da jeg jo havde en opgave at skrive. Efter nogle timer var der imidlertid stemning for at selskabet skulle et smut i Eforen, for Mette skulle da også en sidste tur i kollegiebaren, og min idé om at skulle være ansvarlig, var pludselig blevet omdefineret – Det kunne jo ikke skade at tage en enkelt øl eller to og jeg havde jo masser a tid. Men som det jo kan gå, blev to øl pludselig til mange øl og nogle shots. Jeg blev med andre ord fuld og fredag blev knap så produktiv, som jeg havde forestillet mig, idet jeg lå det meste af fredagen i min seng med en dundrende hovedpine.

Da jeg endelig kom op, blev det pludselig meget vigtigt for mig at få denne hjemmeside op at køre for der var jo tid nok. Det gik hele lørdagen med – dog med undtagelse af de par timer jeg sad og læste blogs. Jeg skulle jo sætte mig ind i mediet. Jeg fik lavet en meget lille del af opgaven lørdag nat. Men jeg havde jo masser af tid endnu, tænkte jeg – og det havde jeg da også. Men jeg blev ved med at se stort på tiden, og fortsatte med at pille ved hjemmeside og læse blogs.

Søndag eftermiddag besluttede jeg mig så for, at nu måtte det være nok med al denne sidden på internettet, så jeg tog en tur på Aros og kiggede på malerier og racerbiler, hvorefter jeg spiste smørrebrød på Raadhuskaféen. Da jeg så kom hjem skulle jeg lige lidt på nettet og have en lur. Den lur endte så med at vare til klokken var 3 om natten. Men jeg havde jo masser af tid – hele 11 timer til jeg skulle aflevere min opgave, så jeg havde ikke så travlt med at blive færdig… Jeg kunne jo godt lige læse en enkelt blog – og det gjorde jeg så. Pludselig var klokken 10 og nu havde jeg travlt. Jeg blev færdig kl. 13, og så skulle jeg lige blogge om hvor doven en hund jeg er… 40 minutter til at få afleveret, læst til Studium Generale og komme i bad? Jeg har da masser af tid.

Skriv et svar