Kopula

Jeg har tit tænkt på at de folk, som kalder sig selv sprogrøgtere er lidt fjollede. De fastsætter en norm, for hvad der er godt sprog og hvad der ikke er, og de er ofte meget glade for at kigge tilbage i den danske litteraturskat, for at finde eksempler på dette, det gode og smukke sprog. Men hvor langt tilbage skal vi i diakronien før vi støder på noget der ligner de idealer for sproglig æstetik?

Jeg læser gerne selv ældre dansk litteratur for den sproglige yndes skyld og jeg må indrømme at mit eget sprog påvirkes af af dette. Men sådan fungerer sproglig udvikling jo. Sprog påvirker sprog.

Jeg har lidt overvejet, hvordan et æstetisk sprogideal ville se ud, hvis man baserede det på skrevent dansk fra før den dansksprogede litteratur virkeligt begyndte at opblomstre. Jeg tænker, at det vil være smart, hvis man sørger for, at bruge danske de gamle stednavne, for steder rundt om i verden, hvis moderne navne er indlånt og har fortrængt de gamle danske. Lad os skrotte Istanbul og istedet kalde det Miklagård. Novgorod lyder ikke dansk – lad os gå tilbage til Holmegård. Arabien? Nej nej, det hedder jo Særkland, fordi de alle går i kjole.

Men hov, moderne ortografi er jo også noget værre majonæsevrøvl. Det var meget bedre i de gode gamle dage. Hvorfor skrive har og synes når man kan skrive haffuer og siunis?

Mon ikke vi bare skulle lade sproget udvikle sig? Vi kan alligevel ikke stoppe det