Kender I det med, at man nægter at høre et band fordi man på forhånd har dømt dem til at være elendige og de så viser sig at være ret fornøjelige alligevel?
Jeg har efterhånden gjort det en del gange og på min liste over musikalske fejlbedømmelser findes bl.a. Marilyn Manson, Radiohead, Morbid Angel og, tro det eller ej, TV-2.
Det seneste skud på denne stamme af fejlbedømmelser fra min side viser sig at være det noget besynderlige ensemble Je m’appelle Mads og Bounty Niller. Da jeg allerførst hørte deres musik i forbindelse med Flemmings Helte på DR2 blev jeg noget afskrækket af deres dybt besynderlige lyd og generelle mærkelighed – for ikke at nævne deres Danmark-video, som jo grænser sig til majestætsfornærmelse. Imidlertid kunne jeg hurtigt vænnes til den særlige elektroniske musikstil, de fører sig frem med, idet den bringer mig tilbage til barndommens utallige timer foran min NINTENDO 8-bit, som jo var et fantastisk apparat – og da jeg jo grundlæggende er en fjollet person kan jeg også nemt leve med fjollede tekster. Der er jo også nogle dejlige linier imellem.
Klip klip klip
Klipper med en saks
Klip klip klip
Klipper i Karl Karx
og
Min computer er min bedste ven
Det er derfor jeg aldrig slukker den
Og om natten lyser den på mig – blå og bleg
Jeg elsker dig
Hvordan kan man ikke elske de tekster? Jeg synes desuden det er fedt, at støde på et bandt som synger på dansk og hvis tekster viser en åbenlys glæde for leg med sproget – den slags er jo sundt og stimulerende for et sprog. Jeg er dog stadig fortørnet over majestætsfornærmelsen og utilfreds med deres til tider lidt for hiphop-agtige sangstil. Hiphop er nu engang djævlens værk – og end ikke den seje djævel som bragte os Hævi.
Til slut en lille video:
Jeres kommentarer