Winograd og Flores introducerer de Heidegger-inspirerede begreber ready-at-hand og present-at-hand og bevæger sig dermed ind i debatten om brugervenlighed i design med det mål at skabe transparens i computerprogrammels brugerflader. Ifølge Winograd og Flores skal programmel ligesom et par bukser, være så sømløst som muligt. Ligesom ingen ønsker at rende rundt i et par bukser, hvor sømmene skarver, ønsker ingen computerbruger programmel, hvor brugerfladen skarver. Brugerfladen skal med deres terminologi være ready-at-hand.
Computeren giver dog en vigtig mulighed, som bukserne ikke tilbyder: den kan gøre brugeren opmærksom på, hvis noget ikke er som det skal være ved at ophæve denne sømløshed – altså gøre det present-at-hand for brugeren, at computerprogrammet behøver brugerens stillingtagen til en problematik eller at programmet ikke virker efter hensigten. Hvis man for eksempel sidder og skriver et dokument i et tekstbehandlingsprogram og lukker programmet uden at gemme dokumentet er det ganske ønskværdigt, at man mødes af et breakdown, hvor programmet gør det present-at-hand, at man arbejder i et computerprogram, hvor dokumenter skal gemmes manuelt. På samme måde ville det sikkert være ønskværdigt, hvis et par bukser kunne gøre opmærksom på, at man har glemt at lukke lynlåsen. Kort sagt mener Winograd og Flores, at man, med mindre det er strengt nødvendigt at brugeren er bevist om programmets begrænsninger og behov, skal give denne mulighed for at glemme, at denne bruger et computerprogram ved at gemme elementer som minder brugeren herom. I Winograd og Flores’ terminologi, skal man, så vidt muligt, undgå at blande elementer fra flere domæner sammen.
Participatory design dækker over princippet om, at det er en fordel i et programs udviklingsfase at inddrage de mennesker, som i sidste ende vil komme til at arbejde med programmet. Dette er et princip, som man også kender fra udviklingen af andre typer produkter end computerprogrammer. Fordelen ved participatory design er, at man i høj grad får mulighed for at undgå en del problemer med det endelige produkt, såsom simple fejl og åbenlyse tåbeligheder i brugerfladen, som programudvikleren kan have overset fordi dennes fokus har været andetsteds under udviklingen af programmet eller fordi programudvikleren ikke til fulde forstår de behov og arbejdsgange som er relevante for programmets målgruppe.
Jeg vil dog bemærke at participatory design ikke er nogen brugerfladeudviklingsmæssig guldkalv, idet man ikke altid kan stole på, at slutbrugeren egentligt ved, hvad denne ønsker sig af sit program med hensyn til funktionalitet og udformning. Man bør samtidigt som programudvikler tage i betragtning, at de adspurgte slutbrugeres feedback naturligvis er subjektiv og at en ukritisk applikation af denne feedback i udformningen af brugerfladen ikke nødvendigvis vil medføre en brugerflade som er gennemskuelig for størstedelen af programmets fremtidige brugere.
Jeres kommentarer