Tobaksmarkedsføring – hvad TV2 Østjylland ikke tog med

Jeg blev tidligere i dag ringet op af en journalist fra TV2 Østjylland på baggrund af denne sag, hvor folkene bag fredagsbaren på Danmark Journalisthøjskole, har beklaget sig fordi tobaksfirmaet Philip Morris International, som står bag cigaretmærker som Marlboro, Rög og L&M, havde sendt dem en mail, hvori de gav baren et forretningstilbud. Fredagsbarfolket fik tilbudt gratis smøger mod at få eksponeret deres produkter i baren.

Screenshot fra interviewet

Journalisten ringede til mig fordi jeg er barchef i Kollegiebaren Eforen og hun ville vide om PMI også havde sendt mig denne mail. Det har de ikke, men jeg forklarede hende at jeg til gengæld har haft flere personlige møder med dem. Dét lød åbenbart spændende og derfor ville hun gerne have love til at interviewe mig, hvilket jeg sagde ja til.

Det blev et hyggeligt lille interview, hvor jeg mener at have fået givet rimeligt godt udtryk for min holdning til det tilbud jeg havde fået, min årsag til at afslå det og min generelle holdning til markedsføring af tobak i nattelivet, som er overvejende positiv.

Indslaget kan ses her: http://www.tv2regionerne.dk/?id=564685&r=7

Men desværre er det ofte sådan at når man udtaler sig til pressen bliver det vinklet på en måde, som man ikke helt er tilfreds med, og det skete også her. Jeg synes at indslaget får det til at lyde som om, at jeg hører til blandt de forargede studiebarbestyrere, hvilket jeg absolut ikke gør. Jeg er snarere forarget over forargelsen over tilbudet.

Det var et helt almindeligt tilbud om en forretningsaftale i stil med de aftaler jeg har med mine andre leverandører. Man forhandler sig til nogle fordele ved at sælge netop den ene leverandørs produkt fremfor konkurrentens. Royal Unibrew kommer for eksempel regelmæssigt forbi og renser og udfører service på vores fadølsanlæg, hvorfra vi naturligvis kun sælger deres varer – det er slet ikke så odiøst.

Jeg afslog rigtigt nok PMIs tilbud, men grunden var ikke forargelse over hverken deres forhandlingsmetoder, deres tilbud, etiske overvejelser eller frygt for hvad det dog ville gøre ved mine stakkels påvirkelige, men voksne kunder. Jeg afslog deres tilbud fordi jeg mente at det var dårligt for Eforen – slet og ret.

Deres forslag var således at Eforen mod at få nogle kartoner Marlboro Gold hvert år skulle:

  • Installere en dispenser til deres produkter
  • Forhandle 4 af deres mærker, Marlboro, Marlboro Gold, L&M Night og Marlboro Advanced (de havde endnu ikke lanceret Rög-mærket)
  • Ophøre med at sælge produkter fra PMIs konkurrenter.

Ingen af disse 3 aftalekrav var syntes jeg var acceptable for Eforen:

  • Deres dispenser er en afskyvækkende grim hvid plastikkasse, som jeg ikke ville have op i baren og de var ikke i stand til at tilbyde et alternativ.
  • Ud af de fire cigaretmærker de ville have at vi skulle sælge, kunne jeg kun se to af dem være salgbare i det segment, som Eforens tobakskunder hører til. (Rög fandtes som sagt ikke dengang, men jeg har siden smagt dem og bryder mig bestemt ikke om dem, selvom de passer glimrende til vores segment).
  • En eksklusivaftale med PMI ville afskære Eforen fra at sælge det suverænt mest efterspurgte cigaretmærke indenfor vores segment, King’s – især de blå.

De ville altså have en eksklusivaftale med os. Dét var og er jeg ikke specielt interesseret i. Eforen har idag en aftale med BAT (det tidligere House of Prince) som jeg er fuldt ud tilfreds med. Vi får ingen gratis cigaretter, men til gengæld får vi kuglepenne, tændstikker, regningsblokke og adgang til at føre alle de forskellige cigaretmærker, vi nu måtte have lyst til, hvilket er noget, det passer en eventyrlysten rygerbarchef ganske fint.

Journalisten skal dog have cadeau for at spørge ham den svært forargede fra Kræftens Bekæmpelse, hvad han mente om min væsentligste pointe: at folk der er gamle nok til at boltre sig i nattelivet også er gamle nok til beslutte om de vil ryge eller ej – også selvom det er muligt at se barens tobaksudvalg mens de står i kø efter øl.

Opdatering kl 23:05 – Nu er interviewet kommet med i de nationale nyheder – og historien er blevet drejet endnu mere.

Vi har aldrig fået den pågældende mail og invitationen til produktlanceringen i København hang ikke sammen med tilbuddet – det var flere måneder efter jeg havde takket klart nej til eksklusivaftalen.

Jeg kan i øvrigt kun erklære mig helt enig i, PMI-talsmandens udtalelser angående det arrangement. Det var et professionelt arrangement for barprofessionelle, hvilket der absolut ikke er noget galt i.

Dog nævner de i en sidebemærkning at tilbudet gik på en eksklusivaftale. Det var da altid noget…

Skriv et svar