Kopula

Nedenstående er noget jeg har skrevet som en del af en
opgave om brugerfladedesign i Google Chrome

Joseph Licklider identificerer i artiklen Man-Machine Symbiosis (Licklider, 1960) en konflikt mellem menneske og maskine, som i noget højere grad end nu, eksisterede i hans samtid, der besværliggjorde effektiv brug af computere til løsning af opgaver. Hans vision var, at der skulle skabes en symbiose mellem menneske og maskine, som i sidste ende ville gøre vores liv lettere, idet man så ville kunne overlade løsningen af flere rutineopgaver til computeren, således at man i stedet ville kunne bruge sin tid det arbejde, som en computer ikke er i stand til at udføre, navnlig arbejde af reflekterende og kreativ karakter. Computeren skulle i højere grad kunne tænke selv og klare det sure arbejde uden at besvære mennesket. Interaktionen med computeren skulle med andre ord være brugeren transparent (Winograd & Flores, 1986). Man satte derfor transparens som kriterium for godt interfacedesign, som var det et punkt på designerens huskeliste, som skulle krydses af inden man kunne videregive programmet til slutbrugeren. Det er imidlertid problematisk at tilgå transparens på denne måde, idet denne tilgang forudsætter, at man kan generalisere over, hvad der gør et interface transparent. Begrebet er med andre ord nødt til at være objektivt.

Bardram og Bertelsen pointerer at interfaces bruges i en social kontekst og at brugerens tillæring i brug af disse er guided by other human beings (Bardram & Bertelsen, 1995) og gør dermed transparensbegrebet til en meget subjektiv størrelse, som altid er afhængig af sociale forhold omkring den enkelte bruger. Dette vil vi dog mene giver nogle problemer i forhold til interfaces, som en bruger skal kunne anvende umiddelbart – være det sig en billetautomat eller, som det er målet for Google, en webbrowser. I forhold til denne type interfaces, som er forsøgt gjort brugervenlige for alle potentielle brugere, er et så flydende transparensbegreb uanvendeligt, idet man ikke kan generalisere udfra det. Hvis opnåelse af transparens udelukkende er et spørgsmål om at brugeren gradvist gør sig mere fortrolig med et interface, kan det ikke bruges som hverken designkriterium eller direkte mål for godt interfacedesign. For at opnå en højere grad af brugervenlighed, må man i stedet fokusere på sammenhængen mellem transparens og læringskurver for brugerens tillæring, som det skal tilstræbes at gøre så flade som muligt. For at bruge virksomhedsteoriens terminologi, handler opnåelse af transparent interaktion om at brugerflader lettest muligt skal facilitere transformationen af brugerens bevidste handlinger til ubevidste operationer – eller som Bannon og Bødker kalder dem: transformerede handlinger (Bannon & Bødker, 1991).

I Google Chrome har man i høj grad forsøgt at sikre sig mod at interfacet har en stejl læringskurve. Dette er især gjort ved at man har brugt interfaceelementer, som nye brugere af browseren vil kunne genkende. Dette indbefatter at man har designet brugerfladen med semiotiske tegn, i form af ikoner og layout, som kan siges at tilhøre et generelt webbrowser-kontrolelementdomæne, idet de går igen i samtlige udbredte browsere. Ligeledes har man i designet af fanebladehåndteringen benyttet sig af et semiotisk domæne, som burde være de fleste nye brugere nærliggende, idet man har forsøgt, såvel med hensyn til udseende som til håndtering, at få dem til at ligne faneblade, som de er i den fysiske verden.

Det interessante ved at kigge på en webbrowser i interfacedesignmæssigt perspektiv er, at en webbrowser, foruden at have sit eget interface og således være objekt for brugerens handlinger, i sagens natur også er et artefakt, som har til formål at fortolke og videreformidle andre interfaces i form af webindhold og webapplikationer, hvorigennem brugeren handler på nogle underliggende objekter. Hvis man således ønsker at fremme brugerens opnåelse af transparens i disse formidlede interfaces, er det helt essentielt, at browserens eget interface er så usynligt, som overhovedet muligt. Man kan sige, at det er en succes, hvis brugeren ikke lægger mærke til at han har brugt browseren, når han har benyttet sig at en webapplikation som f.eks. Gmail – når browseren forsvinder fra brugerens bevidsthed i webapplikationens skygge. Denne sætten browseren i baggrunden til fordel for en webapplikation, har Google Chrome ført et skridt videre med deres programgenvejsfeature, som gør det muligt for brugeren at tilgå webapplikationer på samme måde som de ville gøre til desktopapplikationer uden at blive præsenteret for Chromes kontrolelementer, som i den sammenhæng er unødvendige og forstyrrende interfaceelementer.

• Bannon, L., & Bødker, S. (1991). Beyond the Interface, Encountering Artifacts in Use. I J. Carroll, Designing Interaction (s. 227-253). New York: Cambridge University Press.
• Bardram, J. E., & Bertelsen, O. W. (1995). Supporting the development of transparent interaction. I Blumenthal, Gornostaev, & Unger, EWCHI ’95: Selected papers from the 5th International Conference on Human-Computer Interaction (pp. 79-90). London: Springer Verlag.
• Licklider, J. C. (1960, Marts). Man-Computer Symbiosis. IRE Transactions on Human Factors in Electronics , pp. 4-11.
• Winograd, T., & Flores, F. (1986). Using Computers: A Direction for Design. New Jersey: Ablex Publishing.