Kopula

Winograd og Flores introducerer de Heidegger-inspirerede begreber ready-at-hand og present-at-hand og bevæger sig dermed ind i debatten om brugervenlighed i design med det mål at skabe transparens i computerprogrammels brugerflader. Ifølge Winograd og Flores skal programmel ligesom et par bukser, være så sømløst som muligt. Ligesom ingen ønsker at rende rundt i et par bukser, hvor sømmene skarver, ønsker ingen computerbruger programmel, hvor brugerfladen skarver. Brugerfladen skal med deres terminologi være ready-at-hand.

Computeren giver dog en vigtig mulighed, som bukserne ikke tilbyder: den kan gøre brugeren opmærksom på, hvis noget ikke er som det skal være ved at ophæve denne sømløshed – altså gøre det present-at-hand for brugeren, at computerprogrammet behøver brugerens stillingtagen til en problematik eller at programmet ikke virker efter hensigten. Hvis man for eksempel sidder og skriver et dokument i et tekstbehandlingsprogram og lukker programmet uden at gemme dokumentet er det ganske ønskværdigt, at man mødes af et breakdown, hvor programmet gør det present-at-hand, at man arbejder i et computerprogram, hvor dokumenter skal gemmes manuelt. På samme måde ville det sikkert være ønskværdigt, hvis et par bukser kunne gøre opmærksom på, at man har glemt at lukke lynlåsen. Kort sagt mener Winograd og Flores, at man, med mindre det er strengt nødvendigt at brugeren er bevist om programmets begrænsninger og behov, skal give denne mulighed for at glemme, at denne bruger et computerprogram ved at gemme elementer som minder brugeren herom. I Winograd og Flores’ terminologi, skal man, så vidt muligt, undgå at blande elementer fra flere domæner sammen.

Participatory design dækker over princippet om, at det er en fordel i et programs udviklingsfase at inddrage de mennesker, som i sidste ende vil komme til at arbejde med programmet. Dette er et princip, som man også kender fra udviklingen af andre typer produkter end computerprogrammer. Fordelen ved participatory design er, at man i høj grad får mulighed for at undgå en del problemer med det endelige produkt, såsom simple fejl og åbenlyse tåbeligheder i brugerfladen, som programudvikleren kan have overset fordi dennes fokus har været andetsteds under udviklingen af programmet eller fordi programudvikleren ikke til fulde forstår de behov og arbejdsgange som er relevante for programmets målgruppe.

Jeg vil dog bemærke at participatory design ikke er nogen brugerfladeudviklingsmæssig guldkalv, idet man ikke altid kan stole på, at slutbrugeren egentligt ved, hvad denne ønsker sig af sit program med hensyn til funktionalitet og udformning. Man bør samtidigt som programudvikler tage i betragtning, at de adspurgte slutbrugeres feedback naturligvis er subjektiv og at en ukritisk applikation af denne feedback i udformningen af brugerfladen ikke nødvendigvis vil medføre en brugerflade som er gennemskuelig for størstedelen af programmets fremtidige brugere.

Nedenstående er en diskussion af Vannevar Bush’ Memex:

Som nævnt i afrapporteringen ovenfor var skriftsprogets opfindelse en vidensdelingsrevolution, fordi man nu fik en sproglig udtryksform, hvor sprogproduktet, ulig talesprog ikke var øjeblikkeligt forgængeligt. Et sprogligt udtryk behøvede ikke længere at ophøre med at eksistere i det øjeblik det blev udtrykt. Den vigtige egenskab ved skriftsprog, at det kan bevares for eftertiden, betyder at mængden af skriftsprogligt materiale vil blive ved med at akkumulere. Dette betyder naturligvis, at man hurtigt vil opnå at ligge inde med en mængde skriftligt materiale, som et enkelt menneske ikke kan overskue eller endsige nå at læse igennem. Derfor har man behov for så vidt muligt at kunne sortere i alt dette materiale, for at kunne gøre sig nogen forhåbning om at finde frem til den information man søger. Tidlige strategier til at opnå dette mål er bibliotekskatalogisering og produktion af vidensantologier eller leksika – begge skabt manuelt af fagfolk indenfor de berørte fagområder.

Med opfindelsen af computeren var det oplagt, at man tog denne i brug til at automatisere de mange rutineopgaver, som er forbundet med skabelsen og vedligeholdelsen af kataloger. Brugeren behøver nu kun søge i kataloget og skrive resultaterne ud i en bibliografi. Bush’ idé om memex er på en måde et teoretisk forsøg på at opnå den samme effekt med hensyn leksika. Memex er ligeson en leksikonartikel ekspertdrevent. En såkaldt Trail-Blazer fører kyndigt brugeren igennem en række tekster, som denne associerer med hinanden, som alle hidrører et givent emne. Der er imidlertid nogle væsentlige praktiske problemer med memex-idéen, hvilket ganske vel kan være årsagen til at Bush’ vision om memex’ storhed aldrig er blevet til noget.

• Trail-blazeren har ikke nogen mulighed for at tage højde for, hvad brugeren ved på forhånd eller hvad brugeren søger af information. Der er ingen grund til at slæbe en læser gennem en række tekster, hvis denne allerede besidder den viden som formidles i dem eller hvis de kun er ude efter en lille smule information, som blot indgår som en meget lille del af et langt trail. Omvendt kan man også forestille sig, at der i et trail er information, som nogle læsere har behov for at få uddybet.
• Vil man som bruger af trails eksempelvis have information om et kontroversielt emne som politik eller religion, kan man sagtens forestille sig, at der vil kunne findes en masse trails om emnet, som alle er vidt forskellige alt afhængigt af trail-blazerens egne subjektive holdninger og associationsrækker. Dette bringer også spørgsmålet til- og fravalg af tekster fra det bagvedliggende tekst-katalog på bane. Ville en pro-EU trail-blazer mon inkludere en tekst om en negativ side af EU i et trail der omhandlede EU eller ville han lade sin egen politiske agenda råde og fravælge tekster af denne karakter.
• Forestiller man sig at der er nok trails om et emne kunne man også forestille sig, at mængden af trails blev uoverskuelig og at man ligefrem behøvede et trail gennem alle disse trails – og hvad sker der med de mange forældede trails?
• Idéen om memex har også det problem, at man meget nemt risikerer at med en ukohærent tekst, idet det eneste som sammenhængen i et trail er bundet op på, er trail-blazerens associationsrække, som ikke nødvendigvis giver mening for brugeren.

Vi har i dag, særligt via internettet, adgang til en uendelig mængde information, informativ eller ej, som intet menneske kan gøre sig forhåbninger om at kunne danne sig et overblik over – heller ikke hvis man er professionel trail-blazer – men man kan lave søgemaskiner som indekserer tekster, og i mindre grad andre medietyper, udfra objektive kriterier. Fordelen ved at indeksere information på denne måde er, at den ikke er ekskluderende, hvilket vil sige at brugeren får lov at lave sit eget til- og fravalg af tekster om et givent emne.

En model af hvordan en Memex kunne se ud

For omkring 6000 år siden udvikledes i Mesopotamien det ældste skriftsprog, som vi kender til i dag. Dette var en informationsdelingsrevolution, fordi man nu kunne gemme information uændret over længere tid og ikke længere behøvede at sætte sin lid til menneskets til tider fejlfulde hukommelse og tendens til subjektiv vinkling i genfortællingen. Dette var der mange, som kunne se det anvendelige i, og skriftsprog spredte sig derfor hastigt fra Mesopotamien. Disse skriftsprog havde dog det problem at de ikke til fulde kunne gengive det talte sprog, idet de var ikonografiske, deres inventar af ikoner sjældent dækkede over mere end administrations-, militær- og håndværksterminologi, og de var svære at udvide med nye ikoner.

Dette blev der dog rettet op på for omkring 5000 år siden da man opfandt et skriftsystem, hvor et tegn i stedet for at repræsentere et ord, repræsenterede en lyd i et ord – altså opfandt man det første alfabetiske skriftsystem, hvor hver mulig lyd i et sprog havde sit eget tegn. Med dette værktøj blev de skriftkloge nu i stand til at gengive alt talesprog, uanset emnet. Men skriftsprog var stadig en tidskrævende og kostelig affære og derfor var det forbeholdt de rige.

Den næste vigtige udvikling kom i middelalderen, da Gutenberg opfandt bogtrykken. Det blev nu nemmere, hurtigere og billigere at reproducere tekst og dette forvandlede skriftsprogets fremgang i Europa til et regulært sejrstogt. Idet bøger blev billigere, blev tekstmediet mere tilgængeligt og frit og som følge blomstrede videnskaben og litteraturen og den Katolske Kirke måtte se sit vidensmonopol bryde sammen. Historien viser altså, at jo mere den teknologiske udvikling muliggør spredning og reproduktion af et medie, jo mere frit og tilgængeligt bliver det og jo mere udvikles det. Den billige adgang til bøger betød, at der blev skrevet mere og mere – naturligvis uden at det allerede skrevne forsvandt, hvilket følgelig betød at informationsmængden blev tilsvarende uoverskuelig. Som løsning på dette fandt man på at begynde at katalogisere viden i leksika, bibliografier og databaser.

Da man i det 20. århundrede opfandt computeren, opfandt man dermed også en ny måde at reproducere og formidle tekstmediet på. Effekten var den samme som med bogtrykken: Kraftig vækst og udvikling af tekstmediet. Computeren kan også reproducere andre medier end tekst, så som lyd og grafik, og derfor fik man nu mulighed for at kombinere flere forskellige medier. Hermed skabtes begrebet multimedier.

Multimedier eller nye medier er altså et fænomen, som befinder sig i et spændingsfelt mellem teknologi og kultur, menneske og maskine. Multimedier kan ikke siges at være en selvstændig faglighed, fordi fænomenet er en synergi af forskellige allerede eksisterende fænomener – man kan måske endda finde på at kalde multimedier for en art mash-up af discipliner. Derfor fordrer ethvert studium af dette fænomen følgelig også inddragen af de fagligheder, som beskæftiger sig med teknologi, humanvidenskab og de rammer mennesker fungerer under.